Gode råd om brug af privatdetektiver
Det kan ofte virke vanskeligt at vælge et detektivbureau til en opgave. Mange har en opfattelse af detektivbranchen fra pressen, film og TV, men i de fleste tilfælde har man ikke selv haft brug for branchen. Opstår behovet, kan vi give følgende retningslinier:
Vælg et professionelt bureau - det er et, der er momsregistreret, har en offentlig forretningsadresse og som angiver præcise oplysninger om branchetilknytning og kan findes i CVR-registret, Krak eller lignende.
Ved at vælge et professionelt detektivbureau sikrer De dem først og fremmest en erfaren eksperthjælp. Den professionelle detektiv ved, hvordan han skal løse opgaverne, og kender den fulde betydning af diskretion og fortroligheden til Dem og Deres sag - en fortrolighed, der ses inden for andre brancher så som læger, revisorer, advokater mm.
Indgå ikke aftaler med bureauer eller personer, som alene driver virksomhed via anonyme mobiltelefonnumre, anonyme hjemmesider mv.
Er det muligt, tag et møde med bureauet på dets kontor inden De indgår en aftale.
I modsætning til mange andre lande, findes der i Danmark ikke nogen offentlig autorisation på det at være detektiv eller privat efterforsker om De vil. Drejer det sig derimod om butiksdetektiver og vagter af den ene eller anden art kræves autorisation i henhold til loven om vagtselskaber.
Undersøg hvilke foreninger, bureauet er medlem af. Ofte har nationale og internationale brancheforeninger et regelsæt, der til en vis grad styrer etikken i medlemmernes aktiviteter og dermed sikrer professionalismen.
Artikler i pressen giver ofte også et fingerpeg om gode og mindre gode bureauer.
Referencer
Af diskretionsårsager er det ikke muligt for professionelle detektivbureauer at give referencer. Sådanne bureauer arbejder med den største fortrolighed til deres klienter, og det bør gælde også Deres sag. Derfor er et professionelt bureau af gode grunde afskåret fra at offentliggøre sine detektivers færden. En sikkerhed for at også Deres sag behandles fortroligt.







